Kuviba

Historier fra nær og fjern

This content shows Simple View

administrator

Dansk kunstnerråd

7+5 ~ Her går det godt…

07:20, 17 oktober 2007

Her går det godt – jeg har lige haft en uges tid, hvor kvalmen har været øredøvende slem, og det har været hårdt at skulle passe et lille barn i kravlealderen samtidig. Men på en forunderlig måde har det alligevel lykkedes mig at klare det.

Trætheden er der stadig, og jeg skal ikke være for længe oppe om aftenen. Men det er til at holde ud. Det undrer mig meget, at jeg endnu ikke har fået væske i kroppen, for med Silke var den der fra uge 3, men indtil videre har jeg været forskånet, og det må det gerne blive ved med.

Tanken er så stille begyndt at bundfælde sig. Jeg må ærligt indrømme, at selvom man har vist stor glæde for graviditeten, så har jeg flere gange været ved at skide i bukserne over det, der skulle komme. Men det er pludselig vendt med ét. Jeg er inde i en periode, hvor jeg glæder mig afsindigt meget og er nået dertil, at det var meningen, at det skulle være sådan. At vi hverken kan gøre fra eller til. Og nu må vi tage den derfra.

Vi er begyndt at snakke om navne. Jeg er 100 % sikker på, at det er en dreng og at jeg føder 5. juni. En meget overvældende følelse, som jeg ikke helt kan give slip på. Jeg havde det på samme måde med Silke, men der ignorerede jeg den bare – men det underlige er, at jeg jo fik ret. Det VAR en pige, og jeg fødte på den dato, som jeg havde sagt fra start. Derfor vil det være virkeligt spøjst, hvis jeg også får ret denne gang…

Folk siger, at maven kommer hurtigere 2. gang. Jeg håber. Men der er endnu ikke noget tegn på mere bule end der er i forvejen, så mavebilleder kommer der altså ikke endnu.

Vi har været ude og sondere terrænet for evt. erstatninger for vores nuværende transportpark til børnene… vi har jo kun en barnevogn og en klapvogn, og vi har slet ikke forberedt os på, at vi skulle have to så hurtigt efter hinanden. Men puha, det er dyrt, hvis man skal have tvillingeting – det føles næsten som at starte forfra… Vi troede jo at vi kunne genbruge nogle af vores ting, og det kan vi selvfølgelig også, men hvis der kun er én af os, der skal afsted med begge unger, så bliver det ikke så sjovt at gå med både klapvogn og barnevogn samtidig. Dette findes der selvfølgelig løsninger på – men jeg kan godt se, at vi allerede nu skal begynde at spare sammen…

I næste uge skal jeg til lægen og have lavet vandrejournal. Det er underligt, at det allerede er nu. Jeg føler det som tiden er fløjet afsted, og selvom jeg godt ved, at der er lang tid til maj, så ved jeg også godt, at jeg om 7 måneder vil stå og tænke: “Hvor blev tiden af…?” Åh, hvor er det frygteligt, at man pludselig at blevet ligesom de gamle mennesker, der står og siger: “Dengang JEG var barn….”

+0 ~ Puuuh – så kom den…

7:19, 5 oktober 2007 ..

Hvis der var en brække-smiley, så ville jeg sætte 1000 ind af den lige nu… Føj, hvor har jeg det frygteligt. Jeg havde ellers lige gået og troet, at jeg endnu engang skulle være én af de heldige, der slap uden om alle graviditetsgenerne, for jeg har rendt rundt og haft det VIDUNDERLIGT! Godt nok med en smule underliggende kvalme, som man aldrig var i tvivl om var der, men det var til at overleve. Trætheden var også overkommelig..

Men i dag har været SÅ frygtelig. Vi stod op lidt i 7 – men vi endte tilbage i sengen ved 9-tiden. Silke skulle alligevel sove, og jeg havde ikke magtet at passe hende ordentligt den sidste times tid pga. kvalme. Den var så overvældende og invaliderende, at den slog mig helt i knæ. Jeg hev hende med ind i dobbeltsengen og fik hvilet mig lidt, mens hun lå og hyggede sig med sin rangle… Puha! På et tidspunkt faldt hun vist også i søvn og sov en times tid.

Jeg var frisk igen lidt i 12, så det brugte jeg lige en hel formiddag på – lige nu priser jeg mig lykkelig over ikke at skulle være på arbejde. Jeg mindes ikke på nogen som helst måde, at det var så slemt med Silke. Åh, lad mig få en graviditet ligesom med Silke, for jeg kan slet ikke overskue at skulle passe Silke samtidig med at have det elendigt selv

Lige nu er mit lyspunkt i det hele, at vi snart skal til læge, Silke og jeg. Farmand har valgt ikke at tage med hverken til læge eller JM-besøg denne gang. Og jeg forstår ham nu godt – spild af tid for ham. Så Silke og jeg tager alene afsted i slutningen af oktober for at få lavet vandrejournal og for at hun kan få den nye meningitis-vaccine

Og det bedste er – når vi har været ved lægen, så er der endnu kortere til nf-scanningen. Dén tror jeg dog ikke, at D dropper


  • Categories:

Dramaturgi

11+3 ~ Hjertelyd

08:26, 12 november 2007 .. Skrevet i 1. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Jeg har længe ledt efter hjertelyd med doptonen om morgenen – men her til morgen var jeg ikke længere i tvivl, om det nu også var babyen inde i maven, jeg kunne høre – for med en puls på omkring de 170 slag i minuttet, skildte den sig fint ud fra alt det andet larm derindefra.

Derudover er jeg også begyndt virkelig at få mave. Det synes jeg i hvert fald selv. Jeg har efterhånden fuldstændig overgivet mig til ventetøjet, og jeg er kun i 12. uge  Men hvad – det går nok. Maven bliver jo kun så stor som barnet derinde har brug for – og måske det også har en lille bitte smule at skulle have sagt, at det kun er 9 måneder siden, jeg fødte Silke…

Kun en uge til scanning – og jeg glæder mig! Vi overtager forresten vores nye hus til vores KÆMPE familie i morgen. Det bliver en spændende tid, vi går i møde!

 

9+6 ~ Så kom brevene!

11:24, 1 november 2007 .. Skrevet i 1. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Så er tiderne endelig på plads – jeg har modtaget indkaldelserne til scanninger og jordemoder.

20. november skal vi se Blob for første gang til nf-scanningen. Jeg ved ikke lige helt, hvad vi gør med Silke endnu, for det er kl. 11.30, men det må vi jo finde en løsning på.

3. december skal jeg vil første jm-besøg, og der regner jeg med at tage Silke med. D tager ikke med denne gang – et jm-besøg med Silke var mere end rigeligt for ham. Jeg forstår ham nu godt, så det skal ikke læses som om at jeg er sur over det.

10. januar skal vi til md-scanning, hvor barnet bliver gennemscannet for diverse defekter. Det er også her, hvor man normalt kan få kønnet at vide. Det skal vi endnu have taget stilling til, om vi vil vide.

28. april skal jeg til en ekstra scanning, fordi mit BMI-tal er højere end normalt. Dette var jeg ikke igennem med Silke – til gengæld var jeg til glukosebelastning, hvilket jeg ikke skal til denne gang.

Det er rart at have disse datoer på plads – og der er kun 2½ uge til den første milepæl. Åh, hvor jeg glæder mig!

For resten – så har jeg overstået 25 % af graviditeten i dag… hvor er tiden dog bare gået hurtigt!

 

8+4 ~ 1. lægebesøg

10:22, 23 oktober 2007 .. Skrevet i 1. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Så har Silke og jeg været afsted til 1. lægebesøg, hvor der blev skrevet vandrejournal. Og alt så fint ud. Både blodtryk og urin var uden anmærkninger, og lægen kunne også mærke, at livmoderen var fint igang med at vokse. Det forklarer også, hvorfor jeg har haft nogle ret voldsomme jag i underlivet den sidste uges tid.

Selvom det er ret tidligt i forløbet, var lægen heller ikke bleg for allerede at sætte S/F-mål på mig – min livmoder er nu 2 cm over skambenet, og det passer også meget fint med, hvad jeg selv har kunnet mærke den sidste uges tid, når jeg har ligget og mærket efter ved sengetid.

Det er lidt mere sjovt denne gang, for man ved godt selv, hvad man skal mærke efter, så man skal ikke spørge om en hel masse inden man finder ud af det. Nu glæder jeg mig bare til at kunne høre hjertelyd igen. Den finder jeg nok også hurtigere denne gang, for jeg ved jo, hvad jeg skal lede efter nu.

Terminsdatoen holder stadig – den siger stadig 30. maj 2008, men lur mig om ikke den bliver rykket, når jeg skal til nf-scanni

Det er dejligt at være officiel nu – nu er det ikke længere bare en test på et badeværelse. Nu er det blevet bekræftet både på papir og ved en gynækologisk undersøgelse. Den første milepæl i graviditeten er nået – og det har været en god dag!

Men – graviditetsgenerne er også for alvor begyndt at melde deres ankomst. Jeg er nu nået til den fase, hvor jeg sover utroligt meget. Jeg ved, at jeg de næste 2-3 uger vil bevæge mig i en zombie-agtig tilstand, hvor jeg vil sove, når jeg kan komme til det. Jeg kan huske, hvor svært det var at acceptere for mig med Silke, og jeg ved også, at det bliver svært for mig denne gang. Det skal bare overståes! Og gerne så hurtigt som muligt!


  • Categories:

Analyse

21+4 – Jeg har det godt!

08:26, 23 januar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. Link

Tja, tiden går og maven følger med. Jeg har det godt. Dog overfaldes jeg forholdsvis jævnligt med voldsomme sammentrækninger, som jeg ikke vil kategorisere som deciderede plukkeveer, men bare en meget konstant smerte, der varer i 2-3-4 minutters tid. Heldigvis ved jeg hvad det vil sige at have veer, så jeg beroliger mig selv med, at det ikke bliver så slemt, når jeg skal føde.

Men ellers – så begynder andre at føde omkring én, og jeg kan mærke, at glæden og forventningen til fødslen begynder at stige helt vildt! NØRJ, hvor jeg glæder mig til at føde!!!

Om små 4 ugers tid starter jeg på arbejde – håber ikke, at det bliver for hårdt

For resten – MD-scanningen viste, at vi skal have os en dejlig lille skøn dreng!!!

16+2 ~ Tryghedsscanning pga. blødning

01:07, 17 december 2007 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. Link

Jeg er i dag blevet tryghedsscannet på Horsens Sygehus, fordi jeg har blødt i en uges tid. Jeg havde min mor og Silke med.

Lægen startede med at scanne mig med hotdogscanneren. Det undrede mig umiddelbart, men regnede med, at hun vidste, hvad hun gjorde. Men jeg kunne godt se, at lægen så lidt underlig ud i hovedet, da billedet kom på skærmen – forklaringen kom dog hurtigt: Hun havde troet, at jeg var 8+ istedet for 16+, så derfor var hun blevet noget overrasket over det store barn, der lå derinde..

Men det hele så fint ud – jeg kunne dog ikke se skærmen, så jeg har ikke selv set det. Men min mor sagde, at hun så både det ene og det andet… Min livmoderhals blev målt for at se om den var blevet forkortet, men den havde en fin længde, og livmodermunden var fin lukket. Hun skrabte noget af mit brunlige udflåd ud, og hun sagde, at når det ikke var værre end det, som hun kunne se her, så skulle jeg ikke være bekymret.

Så alt i alt en fin scanning, hvor jeg hele vejen igennem følte, at jeg blev taget seriøst. Smerterne i mit underliv fik jeg forklaret, at det var ligamentsmerter. Så det må jeg jo tage for gode varer, og så vente på at det går over.

 

12+5 ~ Overstået NF-scanning

11:28, 22 november 2007 ..

Vi var NF-scanning i tirsdags – ifølge den oprindelige termin var jeg 12+4, men den blev hurtigt rykket til at være 12+3 i stedet. Den nye termin er nu 31. maj. Jeg er nu lidt ligeglade med alle de datoer, for jeg ved, at jeg kommer til at gå over tid uanset hvad, så det er ligegyldigt det hele.

Det første h*n gjorde, da der kom billede på skærmen var at vinke ud til os. Der var fin hjerteaktivitet, og en hurtig gennemscanning viste, at der var hoved, krop, 2 arme, 2 ben fødder og hænder. Så indtil videre udvikler h*n sig som h*n skal…

Det var rart at få bekræftet at der var noget derinde. Nu glæder jeg mig bare til at begynde at mærke liv. Jeg er begyndt at mærke nogle svage boble-fornemmelser, men slet ikke så tydeligt, at jeg er sikker på, at det er barnet. Så jeg glæder mig til at få et puf, hvor jeg ikke er i tvivl. Lige nu mærker jeg det mest, når jeg ligger i min seng om aftenen og skal sove.


  • Categories:

Kina

24+3 ~ 2. lægebesøg

08:01, 12 februar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Så er 2. lægebesøg overstået – og jeg har tabt 1,2 kg siden sidste lægebesøg, men taget 800 gram på siden sidste jm-besøg. Jeg er 100 % tilfreds. Jeg er over halvejs og har i realiteten ikke taget på!

Blodtryk var fint (120/80 – ikke at jeg ved, hvad det betyder), og der var intet i urinen. Livmoderen gik nu et par fingre over navlen, og der var fin hjertelyd (da han endelig fandt den). Lægen mærkede også et spark eller to, da han ledte efter hjertelyden, så derfor blev der også sat + i fosteraktivitet

Så et fint lægebesøg – men havde nu heller ikke regnet med andet

 

24+2 ~ Underlige lyster i en graviditet

08:34, 11 februar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Da jeg var gravid med Silke, havde jeg i 2. trimester en sindssyg trang til Toblerone – på et tidspunkt spiste jeg det bogstaveligt talt morgen, middag og aften. Det var det eneste, min menu bestod af… i 3. trimester blev det så til rejecocktail, som jeg spiste konstant – og manden var ved at brække sig over det til sidst.

Denne gang har jeg oplevet en anden underlig lyst – fransk hotdog dressing. Jeg har ALDRIG kunnet spise det før – men jeg kan nu gå helt i panik over at vi ikke har det i huset.  UUUNNDERLIG spisevane – men denne gang er det da heldigvis ikke én, der feder helt så meget som tobleronen

I morgen skal Silke og jeg til lægen – hun skal have ordnet sin 1-års undersøgelse, og jeg skal have klaret 2. lægebesøg med dig. Jeg satser stærkt på, at der ikke er nogen problemer

 

23+5 ~ Livet banker på…

08:24, 8 februar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 2 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Livet banker på – nu så meget, at man uden problemer kan mærke dig uden på maven. Det er fantastisk og ligge på sofaen om aftenen med hånden på maven og mærke dig sparke derinde. Tanker som “Hvad mon du tænker?”, “Hvordan er du?” osv. begynder at trænge sig på. Det bliver spændende at lære dig at kende.

Jeg har i dag arbejdet på din bog – og der er allerede en del sider. Jeg håber sådan, at den kommer til at betyde lige så meget for dig, som den gør for mig.

 

22+4 ~ Træt gravid og syg 11 måneder gammel datter

08:35, 30 januar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. Link

Puha, jeg sover rigtigt dårligt om natten for tiden… Derudover er Silke syg og har haft diarré i 6 dage nu, og mit overskud er efterhånden på nulpunktet. Hvis jeg ikke vasker tøj, så vasker jeg barn. Hun er selvfølgelig også selv træt af det, hvilket gør, at hun er rigtig pylret – og det er hårdt at sidde en hel dag med en datter, der ikke rigtig ved, hvad hun vil.. Og til sidst gider man bare ikke mere

Sådan har hver eneste dag været den sidste uges tid, og jeg er lykkelig, når D kommer hjem fra arbejde, for så kan han da i det mindste tage en smule over… problemet er bare, at han også har sit at se til herhjemme (istandsættelse), så det er normalt mig, der hænger på hende om aftenen også, og det er en dårlig kombination, for min lunte er SÅ kort overfor hende om aftenen – desværre

Men jeg håber godt nok snart, det er ovre, for det er vores allersidste uge sammen alene, og jeg havde sådan håbet på, at vi rigtigt kunne hygge, men det har vi slet ikke fået gjort. ØV!!!


  • Categories:

Kunstnere

27+2 ~ Slemme plukkeveer

08:45, 3 marts 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Jeg har en stærk mistanke af at være blevet den lykkelige ejer af blærebetændelse. Jeg er begyndt at få slemme plukkeveer, og det får mig øjeblikkeligt til at tænke UVI. ØV!!! Nu skal jeg så bare finde ud af, om jeg kan holde den kørende til jeg skal til JM om en uge, eller om jeg får tid til at gøre noget ved det i denne uge…

Men der er da også en positiv opdatering. Efter at have lidt af en øredøvende træthed de sidste 2-3 uger, er den pludselig holdt op. Og hvorfor? Fordi fjolset endelig kom igang med at spise sine jernpiller…

Viktor er rigtig begyndt at gøre sig bemærket inde i maven, og det er nu så tydeligt, at sparkene kan ses på maven. Det er vildt, og jeg tror egentligt ikke helt, at jeg 100 % har forstået endnu, at jeg bærer på endnu et barn. I vores verden er Silke jo det mest perfekte barn i verden, men jeg ved godt, at dette hurtigt ændrer sig, når Viktor kommer… så har vi ikke kun ét perfekt barn, men hele TO!!!

25+6 ~ 3D-scanning

08:20, 24 februar 2008 .. Skrevet i 2. trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Midt i det voldsomste stormvejr til dato i 2008 tog far og jeg den 22. februar afsted mod Hobro for at blive 3D-scannet kl. 16.00 … Vi parkerede på deres parkeringsplads 15.45 og skyndte os indenfor, inden vi nåede at blæse væk…

Vi fik lov til at vente i 5-10 minutters tid – så blev vi bedt om at komme ind i scanningslokalet, hvor jeg blev placeret på briksen. På maven med scanningshovedet, og vi kørte derudad… Først fik vi 100 % bekræftet, at det nu også VAR en Viktor, der ligger derinde – så min nervøsitet fra de sidste par dage med om det nu også var rigtigt, at det var en dreng, forsvandt som dug for solen…

Og så gik jagten på at få et godt billede af dig i profil – men ligesom din søster var du ikke særlig samarbejdsvillig, og man kunne flere gange se dig rynke på panden over de ultralydsstråler, der ramte dig – måske sådan noget ultralyd ikke helt er så godt alligevel? Du lå med hovedet nedad i mit bækken og havde hovedet godt puttet ind i min rygsøjle, så det var meget svært at få nogle ordentlige billeder af dig – det hjalp heller ikke, at jeg lagde mig om på siden, så hun bedre kunne komme til…

Istedet gik hun igang med at måle din størrelse, og du vejer nu små 900 gram, er en fin og aktiv dreng, og der var normal mængde fostervand omkring dig. Du lå en lille smule over gennemsnittet rent størrelsesmæssigt, men det var ikke meget.

Tilbage til kampen om at få nogle gode billeder af dig – men du ville kun gemme dig væk, og pludselig omkring 16.20-tiden siger hende, der scanner, at det her kan vi lige så godt stoppe her, for der kommer vist ikke flere billeder ud af dig.

Vi sætter os ud og venter på at få billederne fremkaldt og dvd brændt – og 16.30 sidder vi klar i vores bil for at køre mod Horsens igen. En meget lang tur for en meget kort oplevelse. Personligt er jeg utrolig glad for billederne af dig, men far var ikke imponeret og var meget glad for, at det ikke var noget, vi havde betalt penge for (vi havde fået scanningen i gave). Men det var dejligt at få et kig ind til dig igen


  • Categories:

Erhvervsliv

28+2 ~ 2. jm-besøg med træls afslutning

08:52, 10 marts 2008
Hele familien var afsted til 2. jm-besøg i dag. Inden vi tog afsted, blev jeg nødt til at gå til bekendelse overfor D – at jeg havde været nødt til at tage smertestillende piller de sidste par dage for at komme gennem dagen. Jeg ville ikke have, at han fik det at vide, når vi sad ved JM, så jeg kunne jo lige så godt sige det inden – jeg vidste godt selv, at jeg var kommet ud på et skråplan, for det skal jo ikke gøre ondt at være gravid, men jeg ville jo også gerne på arbejde… Erkendelsen af at min krop måske ikke helt kan holdt til det, som hovedet kan, har været en svær pille at sluge – og er det stadig…

Vi kommer ind til JM, og der går ikke to minutter, så sidder jeg og får ‘krisehjælp’ af jm.. jeg bliver halvt skældt ud (hvilket jeg nok havde brug for) over, at jeg ikke har haft ringet til fg eller læge noget før – og jeg undskylder selvfølgelig mange gange og siger også, at jeg selv ville have sagt det samme til alle andre, hvis det var dem, der havde opført sig på samme måde, som jeg har gjort.. Jeg har de sidste 2-3-4 uger haft rigtig rigtig ondt i min mave – og jeg har bevidst valgt at ignorere det, for jeg skulle jo på arbejde, ikke?

Mit blodtryk var højt – men det skyldes nok tudeturen lige inden (136/87). Der var udslag i urinen, og mit sf-mål var 29 cm, hvilket passer perfekt med, at jeg er i 29. uge. Fin fosteraktivitet og flot hjertelyd. Jeg er snart oppe på min før-graviditetsvægt – jeg vejer nu 105,6 kg – og står stadig på et minus på 400 g.

Generelt så tingene fine ud, men der var bare lidt ting, der skulle tjekkes. Samtidig kom JM også ind på, at det måske kunne være en løsning for mig at blive sygemeldt i en uges tid, så jeg kunne passe lidt på mig selv. Jeg tror godt, at hun kunne se, at jeg ikke helt er mig selv for tiden… Men det var selvfølgelig ikke noget, som hun kunne tage stilling til – det skulle være gennem egen læge. Hun pointerede også på det kraftigste, at jeg skulle til læge så hurtigt som muligt, så jeg kunne få noget for det, der var i min urin (som hun ikke gav mig en egentlig diagnose på). Jeg kunne også vælge at tage over på FG for at få et tjek, men så skulle der tjekkes for veer osv. – og så gik jeg lidt i baglås og sagde, at jeg nok skulle tage til læge i stedet. Samtidig har jeg det lidt sådan, at jeg ikke vil bruge FG’s tid, hvis det er noget, der kan klares ved lægen.

På vej hjem fra JM blev jeg så sat af hos lægen, og efter lidt over en times ventetid kom vi ind til ham. Og der var ganske rigtigt noget i urinen, men helt præcis hvad det er, kunne han ikke svare på. Hans mistanke er blærebetændelse. Urinen bliver dyrket til i morgen, hvor jeg så får svar. Han beordrede mig også hjem, så jeg kunne pleje mig selv, for det er ikke meningen, at man skal gå rundt og have ondt. Mit blodtryk var nu heldigvis blevet normalt igen (110/65), så det var ikke svangerskabsforgiftning, hvilket han egentligt først frygtede.

Vi tog allesammen hjem – og jeg har faktisk sovet dagen væk… jeg er frygtelig ked af den udvikling, som tingene har taget – og har flere gange lovet mig selv, at nu må det stoppe. Men alligevel har jeg en forbandet lille djævel siddende på den ene skulder, der hele tiden sidder og siger, at jeg også skal tænke på mine kolleger, at de vil se mig som svag og bla bla bla bla. Logisk ved jeg godt, at jeg skal kaste det over højre skulder, men det gør stadig frygteligt ondt at være den svage part pludselig.

Da jeg stod op her til eftermiddag, gjorde det rigtigt ondt i min mave, så jeg valgte at ringe til FG, for det havde jeg fået at vide af min JM, at jeg skulle gøre, hvis det blev værre. Men hende jeg talte med, bad mig om enten at ringe til egen læge eller til vagtlægen – men hvad kan jeg bruge det til? Så selvom jeg har fået det modsatte at vide her til morgen, så er jeg alligevel blevet afvist af FG her til eftermiddag, da jeg ringer til dem som jeg er blevet bedt om at gøre…. *dybt suk*

Nu venter jeg bare på svar på dyrkningen af min urinprøve – som jeg forventer melder et svar ud, der hedder blærebetændelse… Hvis jeg selv skal sætte længde på det, så har jeg nok gået med det i 2-3-4 ugers tid, og jeg VED godt, at det er dumt af mig at ignorere det… men det har et eller andet været nemmere for mig at skubbe det væk, for jeg har ikke helt kunne overskue at der også skulle være problemer med mig…

Derfor er status pt, at jeg venter på svar – og jeg regner med at starte medicinering på denne her irriterende blærebetændelse i morgen

  • Categories:

Medier

29+5 ~ Sygemeldt

10:04, 20 marts 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

29+2 endte mine smerter i en sygemelding. Jeg havde den dag præcis 75 dage tilbage til termin, og det har været noget af et chok at skulle erkende, at min krop ikke kan holde til at være på arbejde – desværre. Jeg gik fra at tro, at jeg ‘bare’ havde blærebetændelse til at gå til at skulle indse, at til trods for at hovedet sagtens kunne klare det, så kunne kroppen ikke. Ingen af lægernes undersøgelser gav udslag på noget som helst, så til sidst var lægens eneste mulighed at sygemelde mig. Han kan ikke svare mig på, hvor smerterne som sådan stammer fra – og ville ikke undersøge mig for bækkenløsning, da han sagde, at det var svært at diagnosticere, og uanset hvad så havde jeg jo smerterne, og de ville jo ikke forsvinde af den grund…

Så nu er jeg IGEN hjemmegående. Jeg er lidt trist over det, men forsøger efter bedste evne at vende det til noget positivt. Det er dog ikke fordi, at det så betyder at jeg kan rende og fræse ind i byen hver eneste dag for at ose i butikker, for det kan jeg ikke holde til. Så jeg er i princippet bundet til husets 4 vægge og skal finde noget at lave herhjemme. Det kunne være, at dette kunne blive begyndelsen på at begynde at sy – noget, som jeg længe har haft lyst til.

2½ måned, der skal slåes ihjel – og håber VIRKELIG ikke, at smerterne bliver værre end de er nu..!

 

29+0 ~ Det er ikke så sjovt længere…

08:51, 15 marts 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Jeg havde en god graviditet med Silke, og derfor glædede jeg mig til at være gravid igen. Og det har da også været sjovt indtil videre (sådan nogenlunde) – det har dog været hårdt at have det skidt de første 3-4 måneders tid samtidig med at jeg havde et kravlebarn, der havde sine egne planer for dagen. Heldigvis var jeg på barsel, så jeg samtidig kunne få ro og hvile.

Men de sidste 3-4 ugers tid har været helvede. Jeg er begyndt på arbejde igen, og det er i og for sig godt nok. Jeg synes det er skønt at være igang igen og føle, at der er nogen, der har brug for mig. Hvis det bare ikke havde været for smerterne. Jeg har så ondt i mit underliv, og da jeg var ved jordemoder i mandags (det er lørdag i dag), blev jeg sendt direkte videre til lægen. I den forgangne uge har jeg afleveret 4-5 urinprøver til 3 forskellige instanser, og ingen kan svare mig på, hvorfor jeg har ondt. Naivt troede jeg, at det bare var blærebetændelse, men det er det ikke – så hvad er det så?

Min læges medicenering af det er at jeg skal holde smerterne nede med Panodil, og det er jeg da også fuldstændig med på, hvis jeg ikke havde til udsigt at jeg skulle tage det hver dag de næste 10-11 uger. Det nægter jeg at tro, at det kan være godt for hverken Viktor eller jeg. Engang imellem er okay, men ikke hver eneste dag!

Jeg skal til læge igen på mandag, og der tror jeg, at jeg vil prøve at høre, om det kan være bækkenløsning. Det er der sjovt nok ikke nogen, der har undersøgt mig for endnu – jeg har bare afleveret en hulens masse urinprøver. Og så forventer jeg, at jeg får en eller anden form for diagnose. Jeg har ondt, og den eneste måde jeg kan holde det nede i øjeblikket er ved at holde mig liggende vandret – og det er ikke så nemt at kombinere med at være på arbejde.

Så jeg håber på en eller anden form for afklaring på mandag – indtil da lider jeg videre i stilhed.

28+4 ~ Hjemme fra arbejde igen pga. smerter

08:07, 12 marts 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Jeg var på arbejde igår, for jeg vågnede op uden smerter, så jeg tænkte, at jeg sagtens kunne tage på arbejde. Og det gik egentligt også fint nok indtil omkring 2-tiden. Så begyndte det at gøre ondt igen…

Om det er plukkeveer eller hvad det er, ved jeg ikke – men det gør ondt! Til morgen havde jeg faktisk gjort mig klar til at tage på arbejde, inden jeg kom frem til den erkendelse, at jeg blev nødt til at blive hjemme. Denne gang gjorde det ikke ondt ude i siderne, som det har gjort de andre dage, men mere inde midt på maven…

Min egen læge var ikke til at komme i kontakt med (telefonsvareren sagde, at de havde lukket – hvilket ikke passede), så jeg ringede til fødegangen i stedet. De ville ringe tilbage til mig, og det er nu 2 timer siden, og jeg har ikke hørt noget endnu. En veninde har sagt til mig, at mine smerter godt kunne tyde på nyrebækkenbetændelse – det opstår, når man har gået med en uopdaget/ubehandlet blærebetændelse gennem længere tid. Og jo mere jeg har læst om det, jo mere kan jeg se, at symptomerne passer på det, jeg oplever.

Men hvor er jeg led ved at føle ikke at kunne noget. Heldigvis er D hjemme i denne uge, hvor han afholder 1 uges ferie – for jeg tror ikke, at jeg kunne have holdt til at bringe/hente barn i dagpleje også…

Forresten – jeg fik jo svar på den urinprøve, som jeg afleverede hos lægen i mandags, men den kunne ikke give et endegyldigt svar, så jeg måtte aflevere en ny urinprøve, som er blevet sendt til Vejle til dyrkning, og den får jeg tidligst svar på på fredag – og hvis jeg er uheldig på mandag… Det er godt nok lang tid at vente, men jeg må jo bide smerterne i mig så længe…


  • Categories:

Kunststøtte

37+3 ~ DIIIING sagde æggeuret!

13:09, 13 maj 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Så har vi rundet 37+0 – og det er nu blevet lovligt at føde dig. Du er grydeklar – og vi står bare i venteposition. Plukkeveerne begynder at blive slemme, og det er især om natten, at de dukker op. Det er trættende og betyder også, at jeg er begyndt at sove til middag igen – for ellers kommer jeg på ingen måde gennem aftenen.

4 kg har jeg taget på på en uge!!! Sommeren er over DK, og det viser sig så åbenbart også i mine fødder. ØV! Det gør ondt og spænder helt vildt. Jeg har forsøgt en hel masse, men ingenting ser ud til at virke. Godt man ved, at det kun er en begrænset periode.

Jeg begynder at lade op til fødslen. Det var Mors Dag for 2 dage siden, og mit eneste ønske fra far den dag var at få gjort dit værelse færdig – og det gjorde han. Det er så skønt at gå ind og se alle dine ting stå klar. Jeg nyder det i fulde drag – og bruger det som min måde at lade op til, at der skal komme en ny til familien.

Samtidig er jeg lidt vemodig. For lige så meget som jeg glæder mig til at blive mor igen, lige så meget frygter jeg det. Hvordan finder jeg ud af det med Silke – vil hun føle sig overset? Lige nu er hun jo mit et og alt – og pludselig bliver det til MINE et og alt! Kan jeg virkelig rumme så meget kærlighed? Jeg er nok ikke den første, der tænker sådan og absolut heller ikke den sidste. Jeg ved, at når alt kommer til alt, så KAN man rumme den kærlighed og der er nok til alle. Men tiden inden, hvor det hele er uvist, er altid den tid, der er den værste…

Nu glæder jeg mig bare til at få det overstået. Jeg har ikke engang fået pakket tasken til sygehuset endnu, men det er jo også begrænset, hvor meget der skal pakkes. Ærligt – så tror jeg én af grundene til, at jeg ikke har fået pakket noget endnu skyldes, at jeg forsøger at glemme, at jeg snart skal føde. Hvis tasken ikke er pakket, så er der jo lææææænge til endnu…

35+6 ~ Pladsen er trang

07:27, 2 maj 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Maven vokser med eksplosiv fart efterhånden, og jeg begynder at føle mig tungere og tungere. Jeg bliver afsindig træt bare af det mindste arbejde, og det er svært at være 100 % mor for Silke efterhånden. Der er fuld gang i dig, og det er dejligt at se, hvordan maven kan hoppe og danse.

Dit værelse er endelig ved at blive færdigt og det er dejligt at kunne begynde at glæde sig til, at du kommer. Med det begynder tankerne som “Hvordan er du?” og lignende at dukke op – for hvem er du? Hvad er du for en person? Vil du skrige meget? Vil vi få vores nattesøvn? Jeg håber jeg klarer presset de første par måneder, hvor man skal forsøge at finde en ny hverdag med TO børn. Nu har man jo lige vænnet sig til kun at have ét.

Hvem mon du ligner? Ligner du Silke? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du ser ud – du er stadig noget uvirkeligt noget, og jeg kan slet ikke forholde mig til, at jeg måske allerede om under en måned er mor til to.

Jeg var til scanning med dig i mandags, hvor jeg var 35+2 – de ville gerne vide, hvor stor du var. Du blev målt til at veje ca. 2600 g, hvilket er perfekt på kurven. Så jeg satser på, at du vejer nogenlunde det samme som din storesøster, når du kommer ud.

Nu er det spændende så bare, om jeg får ret i din fødselsdato. Hele min intuition skriger 5. juni, men du må ikke spørge mig om, hvorfor den gør det. Det har den bare hele tiden gjort. Akkurat ligesom med dit køn. Jeg vidste intuitivt, at du var en dreng. Jeg havde samme følelse med Silke – både at hun var en pige og hvornår hun ville få fødselsdag.

 

32+3 ~ Det går bedre

09:52, 8 april 2008 .. Skrevet i 3.trimester .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Det går meget bedre med smerterne. Det er helt utroligt, hvor meget det har hjulpet, at jeg ikke skal være i konstant omdrejninger hele tiden. Men alligevel synes jeg det er svært at være sygemeldt, når jeg ved, at man på min arbejdsplads har så travlt.

Viktor er inde i en stille periode lige nu – pladsen i maven er ved at være trang, så det er ikke noget, der bekymrer mig på nogen som helst måde. Og hvor jeg før var fyldt med tålmodighed, er der pludselig væltet en kæmpe bunke utålmodighed hen over mig, og jeg synes pludselig at tiden går så laaaaangsom.

Jeg er begyndt at sy babytøj til Viktor – et eller andet bliver jeg nødt til at give mig til, og jeg er faktisk sluppet okay afsted med de første to ting, som jeg har lavet. Jeg har reelt ikke syet siden folkeskolen, så jeg er lidt stolt af mig selv.

Jeg er begyndt at sove utroligt dårligt om natten, og tissetrangen er også for alvor kommet tilbage. Lige nu glæder jeg mig til at få min krop tilbage igen, så jeg ikke skal dele den med et andet menneske, men det er heller ikke nogen følelse, der overrasker mig – sådan havde jeg det også sidst. Men med det samme man har født, sidder man og drømmer om at have sin gravide mave igen. Vi er ikke nemme at stille tilfreds, os kvinder


  • Categories:

Kunst og kultur generelt

Viktor født 3. juni – 40+3

Tirsdag 03.06 – lidt over 12
Jeg bliver vækket af den første ve, og tror bare det er en plukkeve… men der kommer én igen ret hurtigt derefter – og pludselig får jeg tanken at holde øje med den. Kl. 00.20 indser jeg, at det nok højst sandsynligt er veer. Jeg står op ved halv 1-tiden, for jeg vil ikke vække D… Jeg er forvirret over, at de kommer med så korte intervaller…

Lidt i 1:
Computeren er blevet tændt – og efter lidt overtagelse fra netveninde, vælger jeg at ringe til fødegangen. Der er på nuværende tidspunkt ca. 3-4 minutter mellem hver ve – og de varer omkring 1 minut. Jordemoderen på FG vil dog ikke se mig endnu, da hun synes det er alt for tidligt. Intervallet mellem veerne siger hun ikke som sådan har nogen betydning – og at de sagtens kan nå at gå i sig selv igen. Jeg forklarer hende, at jeg er lidt forvirret, fordi jeg ikke føler, at jeg har noget at sammenligne med i forhold til Silkes fødsel, hvor jeg jo blev sat igang med ve-drop, men hun forklarer mig, at det er samme smerte, man føler – den eneste forskel er, at jeg ikke har prøvet at komme ind på FG med veer… Jeg må selvfølgelig gerne komme på FG nu, men hun synes ikke umiddelbart, at det er tid, så vi aftaler, at jeg ringer til dem igen senere, hvis det fortsætter…

01.26:
Jeg begynder så småt at blive lidt utryg ved at veerne kommer så ofte… sidste gang sad jeg alene hjemme hele dagen med veer, og der kom de med ½ til 45 minutters mellemrum, så det var jeg slet ikke utryg ved… men nu sidder jeg alene – D sover, og jeg vil ikke vække ham før det er nødvendigt… Vi skal have afleveret Silke, hvilket betyder, at vi også skal have vækket hans forældre… og jeg har veer hvert 3. minut… Jeg er vist ramt af panik-stress…

Lidt i 2:
Jeg begynder nu så småt at overveje at vække D.. de sidste to timer er som fløjet afsted, og veerne er der stadig fast med 3 minutters varighed. Jeg stresser stadig en smule med at få afleveret Silke og hund hos svigerforældrene… Og GUD, hvor er jeg sulten!!!

02.05:
Så er der blevet ringet til FG om at vi kommer ind nu – jeg vil ikke længere være hjemme! Lige nu er jeg lidt tudefjæs og lidt skræmt over, at det er ved at være nu… Nu glæder jeg mig til at vække D, få pakket familien og komme afsted… og så håber jeg på, at vi ikke bliver sendt hjem igen… Status lige nu er længere og længere veer – men stadig 3 minutters interval mellem dem…

Herefter blev MG lukket ned, men dette er det efterfølgende forløb
Silke og hunden bliver afleveret hos bedstemor, og Silke sidder allerede og hopper af glæde, da hun ser, hvor vi kører henad. Vi er på fødegangen lidt i 3, hvor jeg bliver undersøgt. Jeg er på dette tidspunkt 4-5 cm åben. Vandet er ikke gået, og der er ingen tegnblødning. Jeg bliver vist ind på en fødestue med det samme – til min store ærgelse i det øjeblik uden fødekar.. men det var vist godt det samme, for det ville der slet ikke have været tid til…

På fødestuen bliver der kørt en strimmel, og mine veer er regelmæssige og gode. Jeg bliver rost for at arbejde godt sammen med veerne – selvom jeg til tider ikke selv synes at jeg helt er så kæphøj til det ve-halløjsa. Jeg får tilbudt klyx – men afslår. Jeg ved (ligesom ved sidste fødsel), at min krop har renset sig selv de sidste par dage, så det gider jeg ikke spilde tid på…

Kl. 04.15 begynder veerne at bide til. Det er ikke længere sjovt at have veer, og jeg kan ikke længere holde ud at stå op, så jeg ligger på fødebriksen.

Kl. 04.40 får jeg begyndende pressetrang. En meget skræmmende oplevelse, for jeg var alene i rummet – D var rendt efter lidt kaffe for at holde sig vågen, så jeg hev i den røde snor! Jeg er ét stort tudefjæs, da JM og D sammen kommer ind af døren. JM undersøger mig, og jeg er nu 7 cm åben. Hun foreslår at tage vandet, for så går det tit hurtigere med de sidste cm. Jeg accepterer, og vandet bliver taget. En meget ubehagelig oplevelse, der gjorde meget ondt.

Kl. 05.00 har jeg voldsom pressetrang, og jeg tigger og beder om at få lov til at presse. Jeg får ikke lov. Jeg er kun 9 cm åben og mangler stadig en lille kant. På dette tidspunkt er jeg ret negativ indvendig på JM. Hun bliver dog ved med at rose mig for min vejrtrækning.

Kl. 05.10 får jeg endelig lov til at presse med presseveerne. Jeg er nu fuldstændig åben. Hvilken befrielse. Dog spørger jeg flere gange, om der ikke kommer lort ud af mig, for det føles sådan. Men nej – jeg er bare i gang med at føde.

Kl. 05.15 efter kun 2-3 gode presseveer bliver Viktor født. Han scorer perfekt apgarscore lige fra starten! Jeg har formået at lytte godt efter til JM, og det har betydet, at jeg ikke har en eneste flænge – kun en lille bitte minimal rift.

Kl. 05.23 føder jeg moderkagen – også den er perfekt!

Lidt over 6 bliver Viktor undersøgt – alle hans reflekser osv. er fine, vægt: 3506 gram og længde: 53 cm.

Kl. 07.10 får vi endelig lov til at forlade sygehuset. På det tidspunkt har vi ventet i næsten en time til at få lov til at gå, men reglerne siger, at man skal blive der i mindst 2 timer, så det følger vi naturligvis. Ved halv 8 tiden er vi hjemme igen.

Jeg har haft den skønneste drømmefødsel – og jeg er dybt taknemmelig!



Billedkunst

1 måned gammel

19:18, 3 juli 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

I dag fylder du 1 måned – og igår gav du mig den største gave, du kunne give mig! Du gav mig dit første smil. Jeg er så pavestolt over at have fået æren denne gang. Med din storesøster tog det mig lang tid at få denne oplevelse til trods for at hun kylede omkring sig med smil til alle andre end mig… Men jeg fik det første smil – og det er jeg dig dybt taknemmelig for.

Jeg havde dig i bad i går morges, fordi du havde overgylpet dig selv i løbet af natten – og mens du sad der i din badestol, og jeg hang over badekarskanten og hældte dejligt varmt vand hen over din mave, så du pludselig på mig – og jeg opdagede øjeblikkeligt, at der var en anderledes glød i dine øjne. Og så kom det skæve smil – som om du viste mig, at du fandt det dejligt at blive overøst med vand på din mave. Og lige så hurtigt, som smilet var kommet – lige så hurtigt forsvandt det igen, og dine øjne blev igen de lidt uforstående øjne, som så små børn altid har… Og resten af dagen fløj jeg på en lyserød sky!

Tak for smilet, Viktor – og tillykke med din månedsdag

4 uger gammel

08:29, 1 juli 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

I dag er du 4 uger gammel – og hvilken udvikling du allerede har gennemgået indtil nu. Jeg ved godt, at udviklingen vil gå hurtigere de kommende måneder, men jeg synes nu alligevel, det er gået stærkt de første par måneder. Du er stadig en bette skid – men dit ansigt har ændret sig meget siden vi så dig første gang. Derudover kan man allerede nu begynde at mærke, hvordan du bliver mere og mere stiv i kroppen.

Du er hurtigt faldet til i familien, og vi kan slet ikke huske, hvordan det var, før du kom. Til trods for at det er hårdt at være forældre til 2 så små børn – så nyder vi det! Vi elsker vores unger, og det er en fornøjelse at se, hvor godt Silke har taget imod dig.

Du er inde i en periode, hvor du skriger meget om aftenen. Det er hårdt for din mor og far, for det er frustrerende at stå med et grædende barn og føle, at man ikke kan gøre noget. Men heldigvis ved vi, at det er en periode – og at der forhåbentligt snart kommer lys for enden af tunnellen.

 

13 dage gammel – klipning af tungebånd

12:10, 16 juni 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

I dag var dagen, hvor Viktor skulle have klippet sit tungebånd, fordi det var for kort. Jeg var ikke ret tryg ved hele situationen, for hvad nu hvis det gjorde ondt på ham, og jeg havde et ulykkeligt barn resten af dagen? Men alligevel var det noget, der bare skulle klares – både for at gøre amningen nemmere (han er svær at lægge til), og for at han ikke kommer til at opleve taleproblemer senere i livet…

10.50 mødte vi op og satte os til at vente. Vi bliver kaldt ind, og lægen starter med at spørge mig, hvorfor han skulle have det klippet, og jeg forklarer, at det hovedsageligt skulle gøres for at undgå taleproblemer senere hen (for det havde SP’en jo sagt), men det sagde han var noget pjat. Jeg tilføjede så, at jeg også havde en smule problemer med at lægge ham til, da det sommetider virkede som om han ikke helt kunne svøbe brystet.

Viktor blev sprayet ind i munden med noget bedøvende, og så så lægen på tungebåndet. Og selvom han inden havde sagt, at han ikke ville gøre det, hvis der ikke var grund til det, så nikkede han bagefter og sagde, at det kunne han godt se var kort. Der kom en kvindelig sekretær ind for at hjælpe ham med klippet og spurgte mig, om jeg ville blive eller om jeg ville vente udenfor. Jeg kunne godt høre på hendes tonefald, at det nok var bedst at gå udenfor døren. Inden jeg gik, fik jeg at vide, at jeg nok skulle regne med at han ville græde lidt efter klippet. Jeg gik ud af døren – og pludselig stod sekretæren ude ved mig med autostolen i hånden – og jeg var noget forvirret, for jeg havde jo slet ikke hørt ham græde. Som lægen sagde: “Han tog det som en mand!”

Så det var en meget stolt mor, der forlod øre-, næse- og halslægen. Nu håber jeg bare, at det måske hjælper lidt på vores amning…

 

1 uges undersøgelse – 9 dage gammel

13:05, 12 juni 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

I dag har vi været til læge for at få klaret 1 uges undersøgelsen. Vi havde besøg af sundhedsplejersken for 3 dage siden, hvor Viktor blev vejet, og der havde han tabt 300 gram i forhold til fødselsvægten, så jeg var noget nervøs for, om han  nu havde taget på. Men det havde han heldigvis. Han vejer nu 3400 gram. Derudover er han vokset 1 cm og er nu 54 cm lang.

Jeg aftalte med sundhedsplejersken den anden dag, at Viktor skulle have sit tungebånd klippet, fordi det er meget kort. Og det havde jeg det egentligt fint med i starten, men nu er tankerne  begyndt at køre, om det kommer til at gøre ondt på ham osv. Derfor spurgte jeg selvfølgelig lægen, om det var et indgreb, der gjorde ondt på ham, men det vidste han desværre ikke. Jeg må jo bare vente og se tiden an.

Derudover kan jeg tilføje, at Viktor er en lille (undskyld udtrykket) skide-maskine. Han lavede stort i nat, igen her til morgen, da vi så skulle ud af døren og han var pakket og klar, kom eksplosionslyden fra ham igen, så jeg måtte tilbage til puslebordet. Da han kom ud af autostolen hos lægen, kom lyden igen, og lige nu ligger han og gør optræk til en stor omgang igen… Puha, jeg får skiftet nogle bleer…

 

Status 5 dage gammel

13:28, 8 juni 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

En hurtig status på Viktor – han sov næsten igennem i nat! 6 timer helt præcist!

Og så faldt hans navlestump af igår! Det var også længe ventet, for den havde godt nok lugtet råddent de sidste par dage

 

Viktor 2 dage gammel

20:23, 5 juni 2008 .. Skrevet i Det 1. år .. 2 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Viktor er den skønneste lille dreng. Han er dejlig og skøn – men har dog holdt os vågen i begge nætter. I dag er mælken faldet til, så det håber vi gør en forskel på vores kommende nat.

Status på mor efter fødslen – hun bløder ikke længere, hun er allerede tilbage i sine normale bukser, har tabt 10 kg (og tog kun 5-6 kg på ialt) og føler sig som total overskudskvinde. Det eneste problem er efterveerne, som til tider giver hende kamp til stregen – men det er bare noget, der skal overståes.

Viktor er et godt ammebarn – og jeg regner allerede nu med, at vi kommer til at få en god ammeperiode sammen.




top