Kuviba

Historier fra nær og fjern

This content shows Simple View

Forskningsstrategi for kulturministeriets område

Opstart tidligere end forventet

07:10, 6 september 2007 .. Skrevet i Behandling .. 0 Kommentarer .. 0 trackbacks .. Link

Første barn var en længere kamp – p-pillerne blev smidt i november 2003, men først i juni 2006 stod jeg med en positiv test, der endda var blevet hjulpet på vej af en super gynækolog og en hulens masse hormonpiller og -sprøjter. Graviditeten forløb dejlig stille og roligt, og jeg led ingen gener som sådan (andet end konstant væske i kroppen), selvom jeg opførte mig som den typiske gravide, der gerne ville brokke sig lidt hist og her alligevel

Fødslen var forbavsende nem, og 16. februar 2007 kl. 01.17 kom en lille Silke ud. Vi elskede hende i fulde drag – nød hende, som man nu gør, når man bliver forældre til et nyt barn. Hun viste sig at være et dejligt nemt pragteksemplar, så derfor tog det os ikke længe at begynde at overveje barn nr. 2. 2 måneder efter fødslen havde vi første seriøse samtale om videre familieforøgelse, og vi var begge enige om, at vi ville prøve selv uden behandling indtil august 2008. Så vi ventede bare på at min menstruation ville begynde igen.

Der gik 5½ måned – så kom den. Men det underlige var – et par dage inden ville jeg ‘sympati-teste’ med en veninde, hvor jeg lovede at tage den negative test og hun så skulle tage den positive. Det gik ikke helt, som jeg havde planlagt – hendes test blev desværre negativ  men det gjorde min ikke

Jeg gik fuldstændig i panik, for det var jeg SLET ikke klar til – og ‘heldigvis’ fik jeg min mens et par dage efter. Jeg drog et lettelsens suk – og ‘legede’ videre med ilden. Næste måned kunne jeg mærke, at der var noget igang i min krop igen – og jeg testede 2 dage før tid. Den blev atter engang positiv, og denne gang var jeg knap så meget i panik. Manden fik det at vide og nåede også at fortælle det til sin chef – og så begyndte jeg at bløde på mens-dagen.

Underligt nok var jeg ikke ked af det. Jeg havde en underlig intuition om, at der var noget galt. Noget i min krop var ikke som det skulle være, så da jeg begyndte at bløde, var jeg faktisk rimelig afklaret med det. Det, der irriterede mig mest, var, at D havde nået at sige det videre til sin chef

Tanken og usikkerheden om graviditet havde længe plaget mig – grunden til barnløsheden inden Silke skyldtes PCOS, og jeg havde brug for at få at vide, om det var ‘forsvundet’ pga. et vægttab på 15-18 kg i forbindelse med Silkes graviditet. Så 30. august 2007 vi tog til læge, hvor jeg spurgte ham, om det var realistisk at tro, at vi kunne lave et barn selv uden indblanding fra en gynækolog. Min læges svar var et klokkerent rungende “NEJ!” – så vi tog derfra med en henvisning til samme gynækolog, som hjalp os dengang med Silke.

Jeg tog lettet hjem fra lægen. Nu lå det hele endnu engang i andres hænder, og jeg kunne slippe alle mine bekymringer. Jeg har nu ringet til gynækologen og bestilt en tid – og det er blevet 1. oktober 2007. Nu skal vi bare have taget blodprøver, og så er vi kørende igen!

Der er mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi allerede nu påtænker barn nr. 2, men jeg forstår ikke helt folks til tider fordømmende kommentarer. Sommetider skulle man prøve at sætte sig i folks sted, før man udtaler sig om ting, som man ikke har indblik i. Jeg er måske blevet farvet af at have været i behandling – og af at få at vide af en læge, at jeg ikke kan få et barn på egen hånd.

Det er absolut ikke min drøm at skulle i behandling igen. Overhovedet ikke. Min drøm er, at jeg bliver gravid på naturlig vis. At få lov til at fortælle D om graviditeten på den søde måde – ikke hvor det hele er planlagt. Men det er en illusion, som kun eksisterer i mit hoved. En illusion, der aldrig bliver til virkelighed – i hvert fald ifølge lægerne.

Så på sin vis er jeg glad for at starte i behandling igen. Jeg vil hade mig selv, hvis jeg om et års tid finder ud af, at vi har prøvet forgæves i et år. Jeg har aldrig helt tilgivet mig selv for at vente så længe med at prøve at få et barn. Silke kunne have været 1 eller 2 år gammel nu – hvis jeg bare havde taget mig sammen. Den situation vil jeg aldrig sætte mig selv i igen!

Folk siger, at det er hårdt med to så små børn – og selvfølgelig er det det. Men det er jo heller ikke lige nu og her, jeg skal være gravid. Nu skal vi til første samtale, så skal jeg igang med opstarts-medicineringen, og hvis alt går som det skal, så taler vi om IUI tidligst i december – og sandsynligvis først i januar/februar 2008. På det tidspunkt er Silke omkring 1 år gammel – og på samme tidspunkt plejer andre folk at blive gravide med den næste… hvorfor må vi så ikke tænke lige sådan?

Men hvor er det vildt! Jeg skal snart være mor igen! D skal snart være far igen! Og Silke skal være storesøster. Og jeg glæder mig!





top