Her går det godt med bådpresenninger

Her går det godt – jeg har lige haft en uges tid, hvor kvalmen har været øredøvende slem, og det har været hårdt at skulle passe et lille barn i kravlealderen samtidig. Men på en forunderlig måde har det alligevel lykkedes mig at klare det med en bådpresenning.

Trætheden er der stadig, og jeg skal ikke være for længe oppe om aftenen. Men det er til at holde ud. Det undrer mig meget, at jeg endnu ikke har fået væske i kroppen, for med Silke var den der fra uge 3 med bådpresenninger, men indtil videre har jeg været forskånet, og det må det gerne blive ved med.

Tanken er så stille begyndt at bundfælde sig. Jeg må ærligt indrømme, at selvom man har vist stor glæde for graviditeten, så har jeg flere gange været ved at skide i bukserne over bådpresenningen, der skulle komme. Men det er pludselig vendt med ét. Jeg er inde i en periode, hvor jeg glæder mig afsindigt meget og er nået dertil, at det var meningen, at det skulle være sådan. At vi hverken kan gøre fra eller til. Og nu må vi tage den derfra.

bådpresenning

Vi er begyndt at snakke om navne. Jeg er 100 % sikker på, at det er en dreng og at jeg føder 5. juni. En meget overvældende følelse, som jeg ikke helt kan give slip på. Jeg havde det på samme måde med Silke, men der ignorerede jeg den bare – men det underlige er, at jeg jo fik ret. Det VAR en pige, og jeg fødte på den dato, som jeg havde sagt fra start. Derfor vil det være virkeligt spøjst, hvis jeg også får ret denne gang…

Bådpresenning

Folk siger, at maven kommer hurtigere 2. gang med min bådpresenning. Jeg håber. Men der er endnu ikke noget tegn på mere bule end der er i forvejen, så mavebilleder kommer der altså ikke endnu.

Vi har været ude og sondere terrænet for evt. erstatninger for vores nuværende transportpark til børnene… vi har jo kun en barnevogn og en klapvogn, og vi har slet ikke forberedt os på, at vi skulle have to så hurtigt efter hinanden. Men puha, det er dyrt, hvis man skal have tvillingeting – det føles næsten som at starte forfra… Vi troede jo at vi kunne genbruge nogle af vores ting, og det kan vi selvfølgelig også, men hvis der kun er én af os, der skal afsted med begge unger, så bliver det ikke så sjovt at gå med både klapvogn og barnevogn samtidig. Dette findes der selvfølgelig løsninger på med en bådpresenning – men jeg kan godt se, at vi allerede nu skal begynde at spare sammen…

Bådovertræk

I næste uge skal jeg til lægen og have lavet vandrejournal. Det er underligt, at det allerede er nu. Jeg føler det som tiden er fløjet afsted, og selvom jeg godt ved, at der er lang tid til maj af et bådovertræk, så ved jeg også godt, at jeg om 7 måneder vil stå og tænke: “Hvor blev tiden af…?” Åh, hvor er det frygteligt, at man pludselig at blevet ligesom de gamle mennesker, der står og siger: “Dengang JEG var barn….”

+0 ~ Puuuh – så kom den…

7:19, 5 oktober 2007 ..

Hvis der var en brække-smiley, så ville jeg sætte 1000 ind af den lige nu… Føj, hvor har jeg det frygteligt. Jeg havde ellers lige gået og troet, at jeg endnu engang skulle være én af de heldige, der slap uden om alle graviditetsgenerne, for jeg har rendt rundt og haft det VIDUNDERLIGT! Godt nok med en smule underliggende kvalme over bådovertrækket, som man aldrig var i tvivl om var der, men det var til at overleve. Trætheden var også overkommelig..

Men i dag har været SÅ frygtelig. Vi stod op lidt i 7 – men vi endte tilbage i sengen ved 9-tiden. Silke skulle alligevel sove, og jeg havde ikke magtet at passe hende ordentligt den sidste times tid pga. kvalme. Den var så overvældende og invaliderende, at den slog mig helt i knæ. Jeg hev hende med ind i dobbeltsengen med et bådovertræk over sig og fik hvilet mig lidt, mens hun lå og hyggede sig med sin rangle… Puha! På et tidspunkt faldt hun vist også i søvn og sov en times tid.

Bådcover

Jeg var frisk igen lidt i 12 under et bådcover, så det brugte jeg lige en hel formiddag på – lige nu priser jeg mig lykkelig over ikke at skulle være på arbejde. Jeg mindes ikke på nogen som helst måde, at det var så slemt med Silke. Åh, lad mig få en graviditet ligesom med Silke, for jeg kan slet ikke overskue at skulle passe Silke samtidig med at have det elendigt selv

Lige nu er mit lyspunkt i det hele, at vi snart skal til læge, Silke og jeg. Farmand har valgt ikke at tage med hverken til læge eller JM-besøg denne gang. Og jeg forstår ham nu godt – spild af tid for ham. Så Silke og jeg tager alene afsted i slutningen af oktober for at få lavet vandrejournal med min båds bådcover og for at hun kan få den nye meningitis-vaccine

Og det bedste er – når vi har været ved lægen, så er der endnu kortere til nf-scanningen heldigvis ingen bådcover. Dén tror jeg dog ikke, at D dropper