27+2 ~ Slemme plukkeveer
Jeg har en stærk mistanke af at være blevet den lykkelige ejer af blærebetændelse. Jeg er begyndt at få slemme plukkeveer, og det får mig øjeblikkeligt til at tænke UVI. ØV!!! Nu skal jeg så bare finde ud af, om jeg kan holde den kørende til jeg skal til JM om en uge, eller om jeg får tid til at gøre noget ved det i denne uge…
Men der er da også en positiv opdatering. Efter at have lidt af en øredøvende træthed de sidste 2-3 uger, er den pludselig holdt op. Og hvorfor? Fordi fjolset endelig kom igang med at spise sine jernpiller…
Viktor er rigtig begyndt at gøre sig bemærket inde i maven, og det er nu så tydeligt, at sparkene kan ses på maven. Det er vildt, og jeg tror egentligt ikke helt, at jeg 100 % har forstået endnu, at jeg bærer på endnu et barn. I vores verden er Silke jo det mest perfekte barn i verden, men jeg ved godt, at dette hurtigt ændrer sig, når Viktor kommer… så har vi ikke kun ét perfekt barn, men hele TO!!!
25+6 ~ 3D-scanning
Midt i det voldsomste stormvejr til dato i 2008 tog far og jeg den 22. februar afsted mod Hobro for at blive 3D-scannet kl. 16.00 … Vi parkerede på deres parkeringsplads 15.45 og skyndte os indenfor, inden vi nåede at blæse væk…
Vi fik lov til at vente i 5-10 minutters tid – så blev vi bedt om at komme ind i scanningslokalet, hvor jeg blev placeret på briksen. På maven med scanningshovedet, og vi kørte derudad… Først fik vi 100 % bekræftet, at det nu også VAR en Viktor, der ligger derinde – så min nervøsitet fra de sidste par dage med om det nu også var rigtigt, at det var en dreng, forsvandt som dug for solen…
Og så gik jagten på at få et godt billede af dig i profil – men ligesom din søster var du ikke særlig samarbejdsvillig, og man kunne flere gange se dig rynke på panden over de ultralydsstråler, der ramte dig – måske sådan noget ultralyd ikke helt er så godt alligevel? Du lå med hovedet nedad i mit bækken og havde hovedet godt puttet ind i min rygsøjle, så det var meget svært at få nogle ordentlige billeder af dig – det hjalp heller ikke, at jeg lagde mig om på siden, så hun bedre kunne komme til…
Istedet gik hun igang med at måle din størrelse, og du vejer nu små 900 gram, er en fin og aktiv dreng, og der var normal mængde fostervand omkring dig. Du lå en lille smule over gennemsnittet rent størrelsesmæssigt, men det var ikke meget.
Tilbage til kampen om at få nogle gode billeder af dig – men du ville kun gemme dig væk, og pludselig omkring 16.20-tiden siger hende, der scanner, at det her kan vi lige så godt stoppe her, for der kommer vist ikke flere billeder ud af dig.
Vi sætter os ud og venter på at få billederne fremkaldt og dvd brændt – og 16.30 sidder vi klar i vores bil for at køre mod Horsens igen. En meget lang tur for en meget kort oplevelse. Personligt er jeg utrolig glad for billederne af dig, men far var ikke imponeret og var meget glad for, at det ikke var noget, vi havde betalt penge for (vi havde fået scanningen i gave). Men det var dejligt at få et kig ind til dig igen
