Erhvervsliv
28+2 ~ 2. jm-besøg med træls afslutning
Vi kommer ind til JM, og der går ikke to minutter, så sidder jeg og får ‘krisehjælp’ af jm.. jeg bliver halvt skældt ud (hvilket jeg nok havde brug for) over, at jeg ikke har haft ringet til fg eller læge noget før – og jeg undskylder selvfølgelig mange gange og siger også, at jeg selv ville have sagt det samme til alle andre, hvis det var dem, der havde opført sig på samme måde, som jeg har gjort.. Jeg har de sidste 2-3-4 uger haft rigtig rigtig ondt i min mave – og jeg har bevidst valgt at ignorere det, for jeg skulle jo på arbejde, ikke?
Mit blodtryk var højt – men det skyldes nok tudeturen lige inden (136/87). Der var udslag i urinen, og mit sf-mål var 29 cm, hvilket passer perfekt med, at jeg er i 29. uge. Fin fosteraktivitet og flot hjertelyd. Jeg er snart oppe på min før-graviditetsvægt – jeg vejer nu 105,6 kg – og står stadig på et minus på 400 g.
Generelt så tingene fine ud, men der var bare lidt ting, der skulle tjekkes. Samtidig kom JM også ind på, at det måske kunne være en løsning for mig at blive sygemeldt i en uges tid, så jeg kunne passe lidt på mig selv. Jeg tror godt, at hun kunne se, at jeg ikke helt er mig selv for tiden… Men det var selvfølgelig ikke noget, som hun kunne tage stilling til – det skulle være gennem egen læge. Hun pointerede også på det kraftigste, at jeg skulle til læge så hurtigt som muligt, så jeg kunne få noget for det, der var i min urin (som hun ikke gav mig en egentlig diagnose på). Jeg kunne også vælge at tage over på FG for at få et tjek, men så skulle der tjekkes for veer osv. – og så gik jeg lidt i baglås og sagde, at jeg nok skulle tage til læge i stedet. Samtidig har jeg det lidt sådan, at jeg ikke vil bruge FG’s tid, hvis det er noget, der kan klares ved lægen.
På vej hjem fra JM blev jeg så sat af hos lægen, og efter lidt over en times ventetid kom vi ind til ham. Og der var ganske rigtigt noget i urinen, men helt præcis hvad det er, kunne han ikke svare på. Hans mistanke er blærebetændelse. Urinen bliver dyrket til i morgen, hvor jeg så får svar. Han beordrede mig også hjem, så jeg kunne pleje mig selv, for det er ikke meningen, at man skal gå rundt og have ondt. Mit blodtryk var nu heldigvis blevet normalt igen (110/65), så det var ikke svangerskabsforgiftning, hvilket han egentligt først frygtede.
Vi tog allesammen hjem – og jeg har faktisk sovet dagen væk… jeg er frygtelig ked af den udvikling, som tingene har taget – og har flere gange lovet mig selv, at nu må det stoppe. Men alligevel har jeg en forbandet lille djævel siddende på den ene skulder, der hele tiden sidder og siger, at jeg også skal tænke på mine kolleger, at de vil se mig som svag og bla bla bla bla. Logisk ved jeg godt, at jeg skal kaste det over højre skulder, men det gør stadig frygteligt ondt at være den svage part pludselig.
Da jeg stod op her til eftermiddag, gjorde det rigtigt ondt i min mave, så jeg valgte at ringe til FG, for det havde jeg fået at vide af min JM, at jeg skulle gøre, hvis det blev værre. Men hende jeg talte med, bad mig om enten at ringe til egen læge eller til vagtlægen – men hvad kan jeg bruge det til? Så selvom jeg har fået det modsatte at vide her til morgen, så er jeg alligevel blevet afvist af FG her til eftermiddag, da jeg ringer til dem som jeg er blevet bedt om at gøre…. *dybt suk*
Nu venter jeg bare på svar på dyrkningen af min urinprøve – som jeg forventer melder et svar ud, der hedder blærebetændelse… Hvis jeg selv skal sætte længde på det, så har jeg nok gået med det i 2-3-4 ugers tid, og jeg VED godt, at det er dumt af mig at ignorere det… men det har et eller andet været nemmere for mig at skubbe det væk, for jeg har ikke helt kunne overskue at der også skulle være problemer med mig…
