Kunststøtte

37+3 ~ DIIIING sagde æggeuret!

Så har vi rundet 37+0 – og det er nu blevet lovligt at føde dig. Du er grydeklar – og vi står bare i venteposition. Plukkeveerne begynder at blive slemme, og det er især om natten, at de dukker op. Det er trættende og betyder også, at jeg er begyndt at sove til middag igen – for ellers kommer jeg på ingen måde gennem aftenen.

4 kg har jeg taget på på en uge!!! Sommeren er over DK, og det viser sig så åbenbart også i mine fødder. ØV! Det gør ondt og spænder helt vildt. Jeg har forsøgt en hel masse, men ingenting ser ud til at virke. Godt man ved, at det kun er en begrænset periode.

Jeg begynder at lade op til fødslen. Det var Mors Dag for 2 dage siden, og mit eneste ønske fra far den dag var at få gjort dit værelse færdig – og det gjorde han. Det er så skønt at gå ind og se alle dine ting stå klar. Jeg nyder det i fulde drag – og bruger det som min måde at lade op til, at der skal komme en ny til familien.

Samtidig er jeg lidt vemodig. For lige så meget som jeg glæder mig til at blive mor igen, lige så meget frygter jeg det. Hvordan finder jeg ud af det med Silke – vil hun føle sig overset? Lige nu er hun jo mit et og alt – og pludselig bliver det til MINE et og alt! Kan jeg virkelig rumme så meget kærlighed? Jeg er nok ikke den første, der tænker sådan og absolut heller ikke den sidste. Jeg ved, at når alt kommer til alt, så KAN man rumme den kærlighed og der er nok til alle. Men tiden inden, hvor det hele er uvist, er altid den tid, der er den værste…

Nu glæder jeg mig bare til at få det overstået. Jeg har ikke engang fået pakket tasken til sygehuset endnu, men det er jo også begrænset, hvor meget der skal pakkes. Ærligt – så tror jeg én af grundene til, at jeg ikke har fået pakket noget endnu skyldes, at jeg forsøger at glemme, at jeg snart skal føde. Hvis tasken ikke er pakket, så er der jo lææææænge til endnu…

35+6 ~ Pladsen er trang

Maven vokser med eksplosiv fart efterhånden, og jeg begynder at føle mig tungere og tungere. Jeg bliver afsindig træt bare af det mindste arbejde, og det er svært at være 100 % mor for Silke efterhånden. Der er fuld gang i dig, og det er dejligt at se, hvordan maven kan hoppe og danse.

Dit værelse er endelig ved at blive færdigt og det er dejligt at kunne begynde at glæde sig til, at du kommer. Med det begynder tankerne som “Hvordan er du?” og lignende at dukke op – for hvem er du? Hvad er du for en person? Vil du skrige meget? Vil vi få vores nattesøvn? Jeg håber jeg klarer presset de første par måneder, hvor man skal forsøge at finde en ny hverdag med TO børn. Nu har man jo lige vænnet sig til kun at have ét.

Hvem mon du ligner? Ligner du Silke? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du ser ud – du er stadig noget uvirkeligt noget, og jeg kan slet ikke forholde mig til, at jeg måske allerede om under en måned er mor til to.

Jeg var til scanning med dig i mandags, hvor jeg var 35+2 – de ville gerne vide, hvor stor du var. Du blev målt til at veje ca. 2600 g, hvilket er perfekt på kurven. Så jeg satser på, at du vejer nogenlunde det samme som din storesøster, når du kommer ud.

Nu er det spændende så bare, om jeg får ret i din fødselsdato. Hele min intuition skriger 5. juni, men du må ikke spørge mig om, hvorfor den gør det. Det har den bare hele tiden gjort. Akkurat ligesom med dit køn. Jeg vidste intuitivt, at du var en dreng. Jeg havde samme følelse med Silke – både at hun var en pige og hvornår hun ville få fødselsdag.

32+3 ~ Det går bedre

Det går meget bedre med smerterne. Det er helt utroligt, hvor meget det har hjulpet, at jeg ikke skal være i konstant omdrejninger hele tiden. Men alligevel synes jeg det er svært at være sygemeldt, når jeg ved, at man på min arbejdsplads har så travlt.

Viktor er inde i en stille periode lige nu – pladsen i maven er ved at være trang, så det er ikke noget, der bekymrer mig på nogen som helst måde. Og hvor jeg før var fyldt med tålmodighed, er der pludselig væltet en kæmpe bunke utålmodighed hen over mig, og jeg synes pludselig at tiden går så laaaaangsom.

Jeg er begyndt at sy babytøj til Viktor – et eller andet bliver jeg nødt til at give mig til, og jeg er faktisk sluppet okay afsted med de første to ting, som jeg har lavet. Jeg har reelt ikke syet siden folkeskolen, så jeg er lidt stolt af mig selv.

Jeg er begyndt at sove utroligt dårligt om natten, og tissetrangen er også for alvor kommet tilbage. Lige nu glæder jeg mig til at få min krop tilbage igen, så jeg ikke skal dele den med et andet menneske, men det er heller ikke nogen følelse, der overrasker mig – sådan havde jeg det også sidst. Men med det samme man har født, sidder man og drømmer om at have sin gravide mave igen. Vi er ikke nemme at stille tilfreds, os kvinder